SterilisationDen mest effektive prævention er naturligvis sterilisation af enten manden eller kvinden, men det har jo også nogle konsekvenser, som du skal overveje nøje, inden du beslutter dig for at vælge denne løsning. For både mænd og kvinder gælder det, at sterilisation er vanskelig at omgøre, og der er ikke nogen garantier for, at du kan gøres frugtbar igen, hvis du senere fortryder beslutningen.
Sterilisation af mandenDer er tale om et lille indgreb i lokalbedøvelse, hvor der fjernes et lille stykke af sædlederne, og enderne lukkes med en knude. Det foregår gennem et lille hudsnit i midten af pungen, som bagefter lukkes med et specialplaster. Herefter er passagen for sædcellerne blokeret fra testiklerne til sædblæren. Der er dog stadig sædceller i sædblæren de næste 3 - 6 måneder, og anden form for prævention skal benyttes, indtil en sædprøve har vist fravær af sædceller. Mængden af sædvæske og "orgasmens kvalitet" er uændret.
Sterilisation af kvindenSterilisation af kvinden er et lidt større indgreb, der udføres i fuld bedøvelse. Operationen udføres om en kikkertoperation. Gennem et lille hul ved navlen, stikker gynækologen en kikkert på tykkelse med en lillefinger ind i bughulen. De andre instrumenter bliver ført ind gennem et eller flere små snit lige over hårgrænsen. Sterilisationen består som regel i, at gynækologen afbryder passagen gennem dine æggeledere vha. clips, så befrugtningen af ægget med sædcellen bliver udelukket.
Hvis gynækologen ikke kan komme til æggelederne, kan det være nødvendigt at foretage en åben operation. Sterilisationen består da som regel i, at man fjerner et stykke af æggelederen. Selv om operationen er effektiv med det samme, risikerer mindre end 1 % at blive gravide alligevel pga rekanalisering eller fisteldannelse. Hormonproduktionen fortsætter uændret, og menstruationsmønsteret bør derfor ikke ændre sig. Udebliver din menstruation, bør du få foretaget en graviditetstest.
© Privathospitalet Hamlet, sidst revideret 16-07-2010 | ||
| Privathospitalet Hamlet Frederiksberg +45 3817 0400 Søborg +45 3817 0400 Århus +45 8742 4140 | Frederiksberg H. V. Nyholms Vej 21 DK - 2000 Frederiksberg CVR nr 71 01 75 16 | Søborg Gyngemose Parkvej 66 DK - 2860 Søborg CVR nr 71 01 75 16 | Århus | ![]() |