| Stomi er et græsk ord, som betyder mund eller åbning. Det er den medicinske betegnelse for en kunstig legemesåbning. Udtrykket anvendes i forbindelse med en kunstig tarmudføring til maven. Der findes 10.000 - 12.000 mennesker med stomi i Danmark.
De to hyppigst forekommende former for stomi er en ileostomi og en colostomi.
Begge former for stomi kan være enten midlertidige eller permanente. Dette afhænger helt af, hvilken sygdom og under hvilke omstændigheder det har været nødvendigt at anlægge stomien. Betegnelsen ileostomi anvendes, når en åbning af den nederste del af tyndtarmen er ført ud på maven. Tyndtarmen føres ud gennem bughulen, krænges om, så den danner en studs og syes fast til huden. Den hyppigste placering for en ileostomi er til højre for navlen, oftest et par cm under navlens niveau. Højden for en ileostomi er ca. 3 cm over hudniveau.
Midlertidige ileostomier
Ileostomier anlægges som midlertidige stomier i forbindelse med visse operationer på den nederste del af tyndtarmen (ileum), tyktarmen eller endetarmen.
Permanente ileostomier
Permanente ileostomier anlægges oftest i forbindelse med operationer, hvor både tyktarm og endetarm fjernes. I de fleste tilfælde foretages disse operationer pga. en kronisk betændelsessygdom i tyktarm og endetarm i form af Colitis ulcerosa eller Crohns sygdom.
Afføringen fra en ileostomi
Afføringen ledes nu ud gennem ileostomien. Den producerer typisk omkring en halv liter tynd til grødet afføring pr. døgn. Konsistensen afhænger af, hvor langt nede i tyndtarmen, stomien er lagt. Jo længere oppe, jo mere flydende vil afføringen være. Der anvendes næsten altid en såkaldt tømbar stomipose for at opsamle afføringen, idet det letter tømningen.
Selve stomien er rød og fugtig – og har samme farve som andre slimhinder. Stomien har ingen nerveforsyning og vil derfor i sig selv ikke gøre ondt. Der er et øget tab af salt og væske fra kroppen, når man har en ileostomi. Derfor skal man som regel øge mængden af salt i eller på maden og drikke mere væske, når man har en ileostomi. Betegnelsen colostomi anvendes, når det er en åbning af tyktarmen, der er ført ud på maven. Tyktarmen føres ud gennem bughulen, krænges om, så den danner en studs og syes fast til huden. En colostomi kan laves næsten alle steder på tyktarmen, men den hyppigste form for colostomi er en sigmoideostomi, hvor den s-formede del af tyktarmen (sigmoideum) anvendes til stomi. Placeringen af en sigmoideostomi er altid til venstre for navlen og oftest 1 - 2 cm under navlens niveau. Højden for en colostomi er ca. 1 cm over hudniveau.
Midlertidige colostomier
Midlertidige colostomier anlægges næsten udelukkende ved visse akutte operationer på tyktarmen, oftest i forbindelse med en svær betændelse af udposningerne på tyktarmen (divertikulitis) eller ved akut operation for kræft i tyktarmen.
Permanente colostomier
En permanent colostomi anlægges hyppigst i forbindelse med operation for kræft i den nederste del af endetarmen.
Afføringen fra en colostomi
Afføringen ledes nu ud gennem colostomien. Konsistensen varierer afhængig af, hvor stomien er lagt. Jo længere nede i tarmen, jo mere ”normal” vil konsistensen være. Der anvendes næsten altid en lukket pose – en såkaldt colostomi pose til at opsamle afføringen.
Selve stomien er rød og fugtig og har samme farve som andre slimhinder. Stomien har ingen nerveforsyning og vil derfor i sig selv ikke gøre ondt.
© Privathospitalet Hamlet, sidst revideret 02-09-2010 | |
Hvor kan du få behandlingen?
Søborg
|
