Kræft i livmoderhalsen udvikles oftest langsomt over 10 - 15 år. Det begynder med celleforandringer på livmoderhalsen. Mere end 3.500 danske kvinder får hvert år konstateret celleforandringer på livmoderhalsen. Hvis celleforandringerne ikke behandles, kan de udvikle sig til egentlige kræftceller, der ødelægger det normale væv. Der er også risiko for, at kræftcellerne spreder sig til de nærliggende lymfekirtler og videre til de øvrige indre kønsorganer livmoderhulen og skeden. Hvis sygdomme får lov til at sprede sig, er dødeligheden høj. Hvis den derimod opdages i tide og behandles, er udsigterne til fuldstændig helbredelse gode. Derfor er det også utrolig vigtigt at få foretaget en forebyggende undersøgelse (SMEAR-test, link) for livmoderhalskræft hvert tredje år.
I Danmark konstateres der ca. 500 nye tilfælde af kræft i livmoderhalsen hvert år. Det svarer til ca. 14 ud af 100.000 kvinder. Kræft i livmoderen kan udvikles allerede, inden du fylder 20 år, men de fleste kvinder er mellem 40 - 50 år, når diagnosen stilles. Selv om du har passeret overgangsalderen, er der således stadig risiko for at udvikle kræft i livmoderen.
Årsager
Ifølge den nyeste forskning, skyldes kræft i livmoderhalsen et virus kaldet human papilloma virus (HPV). HPV overføres ved samleje, men da det ikke giver nogen symptomer, kan du være smittet og dermed også smittebære uden at vide det. Fra du er blevet smittet med HPV til du udvikler forstadier og senere kræft i livmoderhalsen, kan der gå mange år.Det er derfor klart, at mange seksualpartnere og en tidlig seksuel debut øger risikoen for at få kræft i livmoderhalsen eller forstadier til sygdommen. Rygning øger også risikoen for sygdommen.
Der findes mange forskellige typer af HPV, og det er kun enkelte af disse, der kan forårsage kræft i livmoderhalsen og forstadier til sygdommen. Andre typer HPV kan fremkalde kønsvorter også kaldet kondylomer. Det er dog ikke ensbetydende med, at kvinder, der har kønsvorter, også får kræft i livmoderhalsen, men de har måske en lidt større risiko for at få sygdommen.
Symptomer
Celleforandringer i sig selv giver ingen symptomer, men får de lov til at udvikle sig til kræft, kommer der symptomer i form af:- Blodigt udflåd fra skeden, der kan være kraftigt og ildelugtende.
- Pletblødninger efter samleje, mellem menstruationerne eller efter overgangsalderen (klimakteriet).
- I sygdommens senere stadier forekommer også murrende rygsmerter og almindeligt ildebefindende.
Behandling af forstadier til livmoderhalskræft
Forstadier til kræft i livmoderhalsen og meget små kræftknuder behandles med et mindre indgreb - et såkaldt keglesnit. Det foregår oftest i lokalbedøvelse. Ved et keglesnit fjernes det lille stykke af livmoderhalsen, som indeholder celleforandringerne. Efter operationen undersøger man kanten af det fjernede vævstykke i mikroskop for at se, om der tegn på unormale celler. Hvis alt er normalt, skal sygdommen ikke behandles yderligere. Hvis kanten på det vævsstykke, man har fjernet, stadig indeholder celleforandringer, skal du kontrolleres regelmæssigt de første 1 - 2 år. Fordelen ved et keglesnit er, at det er muligt at blive gravid senere. Desuden er der ikke følgevirkninger ved keglesnitsoperationen, når såret først er helet.Behandling af livmoderhalskræft
Er der tale om egentlig kræft i livmoderhalsen, behandles det som udgangspunkt ved en operation eller alternativt med stråling. Operationens omfang afhænger af sygdommens stadie, men som udgangspunkt fjerner man ofte livmoderen og det omgivne væv, æggelederne, æggestokkene, bækkenets lymfekirtler og de øverste 5 cm af skeden.Strålebehandling vælges kun, hvis en operation ikke er mulig. Det kunne være i tilfælde, hvor kvinden ikke tåler operation, kræftknuden er meget stor, eller hvis kræften har bredt sig ud i vævet.
Valget af behandlingsmetode tilpasses den enkelte patient, hvor man tager hensyn til bl.a. patientens alder og kræftknudens spredning. I visse tilfælde kan man, hvis der er tale om tidlige stadier af sygdommen, foretage en operation, hvor livmoderen bevares.
En evt. strålebehandling medfører, at æggestokkene holder op med at fungere. Yngre kvinder får derfor samme symptomer som kvinder i overgangsalderen. Dette skal evt. behandles for at undgå knogleskørhed senere i livet.
I nogle måneder efter strålebehandlingen kan du have diarré og problemer med at holde på urinen. Behandlingen følges op med regelmæssig kontrol i en 5-års periode.
På Hamlet tilbyder vi udelukkende kirurgisk behandling af forstadier til livmoderhalskræft.
© Privathospitalet Hamlet, sidst revideret 14.5.2009
