
Mere end 3.500 danske kvinder får hvert år konstateret celleforandringer på livmoderhalsen. Celleforandringer i sig selv giver ingen symptomer, og opdages ofte i forbindelse med en forebyggende undersøgelse for kræft i livmoderhalsen - en såkaldt SMEAR-test . Celleforandringer kan f.eks. skyldes betændelse, og langt de fleste, som får konstateret celleforandringer, bliver fuldstændig helbredt.
Visse former for celleforandringer kan imidlertid være forstadier til kræft i livmoderhalsen, og det er derfor vigtigt at blive regelmæssigt kontrolleret, så man kan opdage forstadier til kræft i livmoderhalsen og dermed forhindre, at forstadier udvikler sig til egentlig kræft.
Undersøgelse
De fleste regioner tilbyder en forebyggende undersøgelse (screening) for livmoderhalskræft hvert tredje år. Celleprøven tages i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse hos egen læge eller hos en gynækolog. Prøven sendes herefter til mikroskopiundersøgelse, og speciallægen har typisk svar på prøven efter 1 - 2 uger.Hvis din SMEAR-test viser celleforandringer, foretager gynækologen en kikkertundersøgelse af livmoderhalsen - også kaldet en kolposkopi, som kombineres med vævsprøver.
Behandling
Hvis dine undersøgelser kun viser lette forandringer, er det i første omgang tilstrækkeligt med en ny celleprøve efter 3 - 6 måneder. Ved mere udtalte forandringer, anbefaler gynækologen dig et såkaldt keglesnit. Der er tale om et lille indgreb, der ofte foregår i fuld bedøvelse. I nogle tilfælde kan gynækologen nøjes med at foretage indgrebet i lokalbedøvelse. Formålet med indgrebet er at fjerne det lille stykke af livmoderhalsen, som indeholder celleforandringerne. Det stykke af livmoderhalsen som fjernes, sendes til mikroskopiundersøgelse, hvor man kan se, om alle forandringerne er fjernet.Klik her for information om patientforløbet
© Privathospitalet Hamlet, sidst revideret 25.8.2009
