Find din behandling

Fuld bedøvelse

Ved fuld bedøvelse sprøjter anæstesilægen den bedøvende medicin ind i blodbanen via et drop (et lille plastikkateter) på hånden. Herefter falder du i søvn i løbet af få minutter og sover så dybt, at du ikke er i stand til at mærke nogen form for smerte under operationen. Du vil ikke have nogen tidsfornemmelse.

 

Ilttilførslen til dine lunger sikres med et rør, der anbringes i luftrøret. Anæstesipersonalet er til stede under hele operationen og sørger for, at du sover sikkert og smertefrit. De overvåger hele tiden din puls, blodtryk, temperatur og vejrtrækning.

 

Når operationen er slut, afsluttes bedøvelsen, og der gives smertestillende samt evt. kvalmestillende medicin, så dine bivirkninger minimeres efter operationen. I de fleste tilfælde er du helt vågen få minutter efter, at operationen er afsluttet.

 

Mulige bivirkninger

De fleste kommer sig hurtigt efter bedøvelsen. Du vil ofte føle dig træt og døsig. Nogle patienter får kvalme og opkastning i forbindelse med bedøvelse. Er dette tilfældet, får du yderligere kvalmestillende medicin. Andre bivirkninger kan være svimmelhed, ondt i halsen og hovedpine. De fleste af disse bivirkninger kan behandles med medicin og forsvinder som regel efter et døgn. Der er ofte smerter efter en operation og for at minimere disse, starter smertebehandlingen allerede før operationen.

 

Mulige komplikationer

Med moderne anæstesimidler og overvågningsudstyr er det meget sikkert at blive bedøvet. For nogle personer er risikoen for komplikationer i forbindelse med bedøvelse og operationen højere. Det gælder fx hvis du lider af en hjerte-, kredsløbs- eller lungesygdom. Hvis der er nogle specielle risikofaktorer for dig, vil anæstesilægen drøfte det med dig inden operationen.

 

Der kan forekomme uventede reaktioner på bedøvelsesmidler, men det er uhyre sjældent. Har du eller en anden i din familie oplevet komplikationer i forbindelse med bedøvelse, er det vigtigt, at du fortæller anæstesipersonalet det.

© Privathospitalet Hamlet, sidst revideret 20-01-2012

Hvor kan du få behandlingen?

Hamlet har en moderne anæstesiafdeling på alle 3 hospitaler




Aleris-Hamlet
CVR nr 71 01 75 16


Frederiksberg
Esbjerg


Søborg
Herning


Århus
Aalborg

Privathospitalet Hamlet