Find din behandling

Fjernelse af livmoderen - Hysterektomi

Bækkenbundens anatomiLivmoderen ligger midt i det lille bækken bag urinblæren og foran endetarmen. Den har form og størrelse som en pære. Den runde del af "pæren" kaldes for livmoderhulen, mens den smalle del af "pæren" kaldes livmoderhalsen. Livmoderen er omgivet af støttevæv, der indeholder blodkar, nerver og lymfekar. Det meste af livmoderen ligger frit i bughulen, men den holdes på plads af sener, der er fæstet i bækkenknoglerne. Livmoderen understøttes desuden af bækkenbundens muskulatur. Selve livmodervæggen består af et meget tykt lag muskler, som inderst er beklædt med en slimhinde.

 

Hos kvinder i den fødedygtige alder modnes der ca. hver 4.uge ét eller flere æg i æggestokkene. Mens modningen af ægget står på, danner livmoderens slimhinde et særligt slimhindelag, der er beregnet til at modtage et evt. befrugtet æg. Bliver ægget ikke befrugtet, går det nye slimhindelag til grunde og udstødes fra livmoderen sammen med det ubefrugtede æg ved en menstruation. Hele processen styres af hormonerne østrogen og progesteron og gentages normalt måned efter måned ind til overgangsalderen indtræder. Efter overgangsalderen bliver livmoderen som regel noget mindre og slimhinden bliver tyndere.

livmoderens anatomi

Årsager til at fjerne livmoderen

Der kan være flere forskellige årsager til at fjerne livmoderen:

  • Blødningsforstyrrelser: Blødningsforstyrrelser kan være langvarige, kraftige og uregelmæssige blødninger. Sådanne blødninger kan ofte behandles medicinsk, hvilket er at foretrække. Hvis det imidlertid ikke kan lade sig gøre, er en fjernelse af livmoderen den bedste og sikreste metode. Efter fjernelse af livmoderen ophører blødningerne fuldstændig
  • Muskelknuder (fibromer): Muskelknuder kan blive meget store og kan, udover blødningsforstyrrelserne, også give forskellige tryksymptomer afhængig af hvilke organer, de trykker på. Muskelknuder kan ikke behandles medicinsk og bør fjernes kirurgisk evt. ved fjernelse af livmoderen. Hvilken operationsform, der vælges, afhænger dels af muskelknudernes størrelse og placering, dels af kvindens alder og ønsker om fremtidig graviditet
  • Smerter: Smerter i underlivet kan udløses fra livmoderen og/eller fra livmoderhalsen. De kan være så invaliderende, at vi anbefaler en fjernelse af livmoderen
  • Kræft eller forstadier hertil: Ved kræft i livmoderhalsen, selve livmoderen eller i æggestokkene skal livmoderen (og ofte æggestokkene) fjernes. Ved visse forstadier til kræft kan det ligeledes være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fjerne livmoderen 

Hvilke virkninger har operationen?

Ved operationen fjernes som regel både livmoderen og livmoderhalsen, mens æggestokkene og æggelederne bevares, hvis de er raske. Når livmoderen er væk, ophører blødningerne, og graviditet er udelukket.

 

Når sårene er helet, er skeden ligeså elastisk og dyb som før operationen, og dit seksualliv forringes derfor ikke. Det forbedres måske endda, hvis årsagen til fjernelse af livmoderen var smerter eller muskelknuder. Livmoderen producerer ikke hormoner, så hvis æggestokkene efterlades, vil hormonproduktionen være uændret. Du kommer således ikke i overgangsalderen efter fjernelse af livmoderen.

 

Er det nødvendigt at fjerne livmoderhalsen?

Hvis årsagen til operationen er blødningsforstyrrelser eller muskelknuder, kan man godt efterlade livmoderhalsen, hvis du ønsker dette. Dette betyder, at du skal fortsætte med regelmæssige celleprøver fra livmoderhalsen. Der kan i sjældne tilfælde opstå sparsomme pletblødninger fra den efterladte livmoderhals.

 

Hvis årsagen til operationen er smerter, kan disse også være udløst fra livmoderhalsen, og det er derfor være bedst at fjerne den.

 

Hvis grunden til operation er kræft eller forstadier hertil, skal livmoderhalsen fjernes. Hvis der tidligere har været tale om celleforandringer, anbefaler man ligeledes en fjernelse af livmoderhalsen.

 

Er det nødvendigt at fjerne æggestokke og æggeledere?

Æggestokke og æggeledere fjernes normalt ikke, hvis de er raske. De bliver kun fjernet efter forudgående aftale. Såfremt du ikke er i overgangsalderen eller tæt på, er det tilrådeligt at efterlade æggestokkene, så hormonbalancen ikke ændres.

 

Hvis du derimod har passeret overgangsalderen, producerer æggestokkene ikke længere hormoner, og der dannes ingen æg. De har derfor ingen funktion, og da der er en lille risiko for, at der kan opstå kræft i dem, anbefaler vi, at æggestokkene og æggelederne fjernes.

 

Såfremt der er stærk familiær disposition til kræft i æggestokkene, anbefaler vi også, at disse fjernes. Fjernelse af æggestokke og æggeledere forlænger ikke operationen væsentligt og medfører yderst sjældent komplikationer. Efter fjernelse af æggestokke kan hormonbehandling komme på tale. Du kan diskutere fordele og ulemper med gynækologen.

© Privathospitalet Hamlet, sidst revideret 02-09-2010

Hvor kan du få behandlingen?

Søborg og Århus



Privathospitalet Hamlet

Frederiksberg
H. V. Nyholms Vej 21
DK - 2000 Frederiksberg 
Telefon +45 3817 0400

CVR nr 71 01 75 16

Søborg
Gyngemose Parkvej 66
DK - 2860 Søborg
Telefon +45 3817 0400

CVR nr 71 01 75 16

Århus
Brendstrupgårdsvej 21
DK - 8200 Århus N 
Telefon +45 8742 4140

CVR nr 28 66 17 89

Privathospitalet Hamlet